Til klimatopmøde med BMW

bmw

CO2-frie brintbiler og innovativ EfficientDynamics-teknologi gør BMW til garant for miljøvenlig VIP-service under den kommende klimakonference COP15 i København.
Når de delegerede på FN’s klimakonference i København skal til eller fra lufthavnen, hotellet eller Bella Center, kommer det blandt andet til at foregå i BMW modeller, som er helt i tråd med klimatopmødets ånd. Som officiel bilsponsor stiller BMW en flåde på i alt tyve biler til rådighed for VIP-transport under konferencen fra den 7. til den 18. december. Det drejer sig om ti BMW 520d Sedan og ti eksemplarer af den brintdrevne BMW Hydrogen 7. Begge modeller afspejler på hver deres måde den indsats, BMW aktuelt såvel som på lang sigt gør for at realisere målet om bæredygtig mobilitet.

520d

BMW 520d Sedan giver klimatopmødets delegerede lejlighed til at opleve udviklingsstrategien EfficientDynamics, der har sikret BMW en status som den førende bilproducent inden for udviklingen af innovative brændstofsænkende teknologier. Selv om en BMW 520d har en ydelse på 177 hk og en tophastighed på 231 km/t, kører den komfortable og dynamiske bil gennemsnitligt 19,6 km/l med et CO2-udslip på blot 136 g/km. Det er ikke mindst sådanne „best in class-værdier“, der – meget apropos – har motiveret den danske klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) til at vælge netop denne model som ministerbil.

BMW Hydrogen 7 er verdens første serieproducerede luksuslimousine med brintmotor. Siden lanceringen i 2006 har de i alt 100 fremstillede eksemplarer tilbagelagt mere end 3,5 millioner kilometer i almindelig dagligdags trafik. Med et CO2-udslip på under 0,05 g/km er det, der ledes ud gennem udstødningen på denne luksuslimousine, stort set ren vanddamp.

„Hydrogen 7 er et enestående eksempel på, at det allerede i dag er muligt at reducere bilernes CO2-udslip til praktisk taget nul. Teknologien er absolut køreklar. Hvad BMW som bilproducent navnlig efterlyser, er en større politisk vilje til at skabe de nødvendige forudsætninger for brintbaseret bilproduktion“, udtaler administrerende direktør for BMW Danmark, Søren Worck Jepsen.

Når BMW Hydrogen 7 er forsynet med en bivalent V12-motor, som ud over brint også kan køre på benzin, skyldes det således først og fremmest den stadigvæk manglende infrastruktur i form af et veludbygget net af brinttankstationer. Hertil kommer, at brint først bliver en virkelig bærbar brændstofløsning, når den strøm, der kræves til fremstillingen, stammer fra vedvarende energikilder. Netop disse to aspekter, infrastrukturen og energiforsyningen i brændstofkædens første led, er et politisk og samfundsøkonomisk anliggende. Engagementet i forbindelse med COP15 er derfor også et led i BMW’s permanente bestræbelse på at træde i dialog med de politiske beslutningstagere verden over.